De er smukke hvide skabninger, der godt kan minde om en smuk araber.

 

Myten om hesten Slejpner
Da guderne var færdige med at skabe Midgård og Asgård, kom en mand og tilbød dem at bygge en mur omkring Asgaard, der kunne holde alle de onde magter ude, og han tilbød desuden, at arbejdet kunne være færdigt i løbet af tre vintre.
 
Det syntes Aserne lød godt og spurgte, hvad han skulle have for arbejdet, og han svarede at han ville have Freja til kone og desuden ville han have Sol og Måne. Det tyggede Aserne lidt på og enedes om at tilbyde ham hvad han forlangte, hvis han kunne gøre arbejdet færdig på en vinter, men på betingelse af, ingen andre måtte så hjælpe ham. Manden bad alligevel om, at få sin hingst Svadilfar til at hjælpe sig, og på Lokes anbefaling fik han lov til det.
 
Den første vinterdag tog han fat på arbejdet. Om natten slæbte han og hingsten sten sammen, og det viste sig, at hingsten kunne slæbe dobbelt så meget som manden, og arbejdet skred raskt fremad.
Da der kun var tre dage tilbage af vinteren, så det ud til, at manden ville nå sit mål, og aserne blev nu betænkelige. De var ikke meget for at betale manden den løn han skulle have ifølge aftalen, og de gav Loke skylden for dette, fordi han havde rådet dem til, at lade manden få sin hingst til hjælp, og de truede ham nu med al landsens ulykker, hvis han ikke fandt på råd. Loke lovede, at han nok skulle finde på noget, og samme aften da manden og hingsten kørte ud for at samle sten, mødte de en brunstig hoppe der sendte lokkende vrinsk efter Svadilfar.
 
Det kunne hingsten ikke stå for. Den løb efter hoppen for at parre sig med den, og både hoppen og hingsten forsvandt ind i skoven og manden løb bagefter for at få fat på hingsten. Jagten stod på hele natten, så den nat fik manden ikke udrettet noget og da han så, at han nu ikke kunne blive færdig til tiden, blev han grebet af raseri, og aserne så nu, at han var en jætte og skyndte sig at kalde på Thor, der kom, gav jætten en på panden med Mjølner, så han sprang i tusind stykker. Lokes eventyr med Svadilfare førte til, at han blev med føl og fødte den ottebenede hest Slejpner.

 

Og lige en gammel historie mere, som nok er lidt mere sandt og har noget at gøre med den danske historie
 
En dag i 1921 bragede et skud i en østjysk egn. Dette skud endte hesten Malgré Tout’s liv. Hesten havde fået dårlige ben og måtte aflives. Efter lang tids diskussion om hvad man skulle gøre med hestens korpus, endte det med, at man skar en hov af, som man forsølvede og sendte til Christian 10. Resten af hesten begravedes ved Visborggaard ved Hadsund. Her står den dag i dag en sten med inskriptionen:
 
DEN HVIDE HEST
 
JEG KONGEN BAR OVER GRÆNSEN HEN
 
DA SØNDERJYLLAND BLEV DANSK IGEN
 
10. JULI 1920
 

 
Hesten var den, som Christian 10 sad på, da han red over den gamle grænse ved Taps mellem Kolding og Christiansfeld i forbindelse med Genforeningen den 10. juli 1920. Ingen var i tvivl om, at hesten var noget helt særligt, og det blev sågar foreslået at udstoppe den. Med tiden blev hesten endda genstand for et rygte: ”Den hvide Hest”, sagde man, var slet ikke hvid. Den var blevet malet til lejligheden.
 
 
Postkort med Christian 10. på den hvide hest ved
 
Genforeningsdagen den 10. juli 1920.
 
 
 
Rygtet blev startet af prins Knud, kongens yngste søn. Han erindrede at have fået noget hvidt på benet, da han havde ramt sin faders hest. Det blev hen ad vejen til myten om, at hesten var blevet kalket. Grunden skulle være at få en gammel spådom, fremsat af den synske Aabenraa-kvinde Jomfru Fanny (1805-1881), til at gå i opfyldelse. Jomfru Fanny havde i et syn set en konge komme ridende ind i landsdelen på en hvid hest, når Sønderjylland ikke længere var tysk.
 
Er der så hold i myten? Det kommer an på, hvordan man ser det. Slås fast skal det, at hesten var hvid og ikke nok med det – den var albino. Albinoer kan imidlertid komme til at fremstå med et lyserødt skær, og for at fremhæve hestens ægte farve fik man den smurt ind i rensevæske. Da prins Knud havde ramt sin fars hest, var det derfor ikke maling, der smittede af, men rensevæske. Er det snyd? Måske, måske ikke! Tankevækkende er det imidlertid, at den ridende konge, der modtages af sønderjyderne, blev så stærkt et billede, at episoden står med et nærmest mytologisk skær i dansk historie