Næste dag stod Olivia op. Hun gik ned i køkkenet for at spise morgenmad. Det var midt i sommerferien, derfor skulle Olivia ikke i skole.

Hendes mor havde sat kaffe over, og sad i sofaen og læste et ugeblad. ”Godmorgen,” sagde hendes mor. ”Godmorgen,” svarede Olivia. ”Heeeeeeej Oliiiiviiiaaaa!” sagde Anna og løb hen til Olivia. ”Se hvad jeg har fundet!!” Anna holdte noget imellem sine hænder. Hun åbnede sine hænder... ”Ad hvor klamt! Få den væk!” råbte Olivia. ”Stop, du gør Hr. Langben bange!” sagde Anna og trøstede det stankelben, som var halvmast af at have ligget i hendes hænder.

Lidt senere, da Olivia havde spist og fået tøj på, ringede hendes mobil. ”Hej, det er Olivia,” sagde hun. ”Hej Olivia! Det er mig, Isabella,” lød det fra telefonen. Isabella var Olivias bedste veninde fra hendes gamle skole. De var dog stadig bedste veninder. ”Må jeg komme forbi?” spurgte hun. ”Selvfølgelig,” sagde Olivia. Så lagde de på.

Olivia løb ned i stuen, og fortalte hendes mor, at Isabella kom. ”Neej, hvor hyggeligt,” sagde hendes mor. ”Jaer..” sagde Olivia og tog overtøj på. Så gik hun ud i stalden. Hun gik forbi Silver, Tortilla og Jazz. Lidt længere henne stod Bastian opstaldet. Han var Isabellas hest. En smuk palomino vallak, som Isabella fik opstaldet på gården, efter Olivia var flyttet ind. Olivia klappede den gyldne vallak på halsen. ”Hejsa, Isabella kommer om lidt, glæder du dig?” Olivia småsnakkede med Bastian. Efter nogle minutter om Isabella ind i stalden. ”Hej Olivia! Og hej Bastian,” sagde hun, og gik hen til dem. ”Vil du med ud at ride?” spurgte Olivia. ”Selvfølgelig,” svarede Isabella, og hentede Bastians udstyr i sadelrummet. Olivia hentede Silvers udstyr.

Efter 10 min. var hestene sadlet op. Pigerne trak hestene ud på gårdspladsen. ”Hvor skal vi ride hen?” spurgte Olivia. ”Tja.. du kender området bedst, så du viser vej,” sagde Isabella. ”Okay så. Vi rider bare ud af landevejen. Til sidst kommer vi til Stald Buegaard – de har en masse smukke arabere, som de avler på. De fik tre føl før sommerferien,” sagde Olivia. ”Super! Jeg elsker arabere,” sagde Isabella, og så satte de sig op på hestene, og red til venstre mod Stald Buegaard.

Efter 15-20 minutters ridning, kom de til Stald Buegaard. Olivia og Isabella steg ned af hestene, og trak dem hen imod stalden. Udenfor stalden, var et hegn, hvor man kunne binde hestene fast ved. Olivia bandt sin hest fast, og hjalp Isabella med at binde hendes hest fast. ”Kom!” sagde Olivia, og trak Isabella hen i mod stalddøren. ”Tror du godt vi bare sådan må komme brasende?” spurgte Isabella lidt usikkert. ”Ja da. Min mor er gode venner med Jeanette, som ejer Stald Buegaard,” svarede Olivia. Hun åbnede døren til stalden, og gik ind sammen med Isabella. ”Jeanette? Er du her?” spurgte Olivia. Jeanette plejede næsten altid at være i stalden, på folden eller ridebanen, hvor hun lavede noget med sine arabere. ”Wow, her er jo kæmpe stort,” sagde Isabella og gik hen imod staldgangen, hvor der var ti bokse på hver side. ”Ja, det er der,” sagde Olivia. ”Det her er den store stald.” ”Er der en stald mere?” spurgte Isabella. En rødbrun araberhoppe vrinskede, og hendes føl vrinskede tilbage, i en af de store bokse. ”Ja. Men derinde er der kun 10 bokse,” svarede Olivia. ”Hmm.. kom, vi går ud til ridebanen,” sagde Olivia og trak Isabella ud af døren fra stalden, og ind ad den store dør til ridehallen. ”Der er ingen,” sagde Isabella. Det gav genlyd i hele ridehallen.

De gik ud til folden, som lå bag ridehallen og stalden. ”Jeanette?” kaldte Olivia. ”Der går en rundt deroppe,” sagde Isabella, og pegede langt ude på folden. ”Det er hende!” sagde Olivia. Hun kunne straks genkende Jeanettes lange, mørkebrune hår. Hun løb hen i mod hegnet, som lå længst fra der hvor Olivia og Isabella stod. ”Hvad laver hun dog?” spurgte Isabella. Olivia anstrengte sig, og kiggede på hegnet. ”Det er gået i stykker!” sagde Olivia. To skimle araber-ungheste løb hen i mod hullet. Jeanette løb efter dem. ”Hvad ligger der bag folden?” spurgte Isabella. ”Der ligger en mark.. og.. en motorvej!” sagde Olivia. Hun skyndte sig at kravle under hegnet, og løbe i samme retning som Jeanette. ”Vent på mig!” råbte Isabella, kravlede under hegnet og løb efter.

Jeanette var kommet helt hen til åbningen i hegnet. Den ene skimle araberhingst var løbet igennem, mens den anden vrinskede efter den første, og prøvede at mase sig igennem. ”Stop! Du skal ikke gå derind!” sagde Jeanette, og tog fat i unghestens grime. ”Jeanette! Hvad er der sket?” sagde Olivia, da hun forpustet nåede hen til Jeanette. ”Fighter løb igennem hullet! Det samme gjorde Ofelia,” sagde Jeanette. ”Jamen.. hvad skal vi gøre?” spurgte Olivia. ”Hold hende her! Jeg løber hen og prøver at få fat i dem!” sagde Jeanette, og gav unghoppen til Olivia. Hun holdte i dens grime. ”Jamen!! Nej, stop! Hun er for stærk!! Jeg kan ikke holde hende!” sagde Olivia. Hun kunne ikke mere. Hoppen var for stærk…[Fortsættes]

KAPITEL 3

I samme øjeblik at Olivia gav slip på grimen, kom Isabella løbende, og tog fat i den. ”Pyh!” sagde Isabella. ”Taak!” sagde Olivia, og hjalp med at holde unghoppen.

Efter 10 min. var Jeanette ikke kommet tilbage, og Isabella tilbød Olivia, at hun kunne holde hoppen imens Olivia hjalp Jeanette. ”Kan du godt holde hende selv?” spurgte Olivia. ”Jaja,” svarede Isabella, og trak lidt rundt med unghoppen i skridt, tæt på hullet i indhegningen. Olivia gik ud igennem indhegningen. Der var træer rundt om folden, og bagved træerne lå en stor mark. Olivia gik igennem træerne, og skubbede grenene til siden. Hun så Jeanette holde den sorte araberhoppe, Ofelia, men den grå  unghingst Fighter var ikke til syne.

Olivia råbte til Jeanette: ”Hvor er Fighter?” Jeanette vendte hovedet i Olivias retning. ”Han er løbet væk!” råbte Jeanette tilbage. Olivia kiggede til begge sider. Til venstre for hende, lå en anden gård, hun ikke kendte. Til højre for hende, strakte marken sig langt ud. Men fremad for hende, lå en motorvej. En masse biler susede forbi, og lastbiler dyttede også sommetider. Hver gang en af bilerne dyttede, blev Olivia helt urolig, hvis nu de dyttede pga. Fighter løb ude på vejen.

Olivia kendte Fighter rigtig godt. Hun var nemlig i stalden den dag, Fighter blev født. Det var Olivia, som fortalte Jeanette, at en af hopperne skulle til at fole. Jeanette og Olivias mor var ude ved folden den dag. Dengang var Olivias familie ikke flyttet på landet. Dengang boede de stadig i byen.

Olivia kiggede til højre, og så pludselig Fighter løbe ud mellem træerne. Han galoperede. Ud på marken, hen imod motorvejen. ”NEJ!” skreg Olivia, og løb så hurtigt hun kunne efter ham. De løb i noget tid, og Fighter kom bare tættere og tættere mod vejen.

Han var meget hurtigere end hun var. Hvad nyttede det? Olivia skulle lige til at give op, da Jeanette pludselig løb med Ofelia. Ofelia fik øje på Fighter, og vrinskede højt til ham. Han satte i trav, og kiggede mod Ofelia. Han vrinskede tilbage. Selvfølgelig! Tænkte Olivia. Ofelia var hans mor! Tænk hun havde glemt det. Fighter stoppede, og vrinskede tilbage. Han nikkede op og ned med hovedet, og travede så hen til Ofelia. Hun prustede til ham, og gnubbede ham på ryggen. Jeanette tog fat i hans grime. Hun stod imellem de to heste, og holdte i hver deres grimer. Jeanette gik hen i mod Olivia, og smilte til hende. ”Vi fik dem,” sagde hun. ”Nu må vi hellere se at få alle hestene indenfor, så der ikke er flere som løber ud,” sagde Jeanette. Olivia hjalp med at holde i Ofelias grime. Ofelia var en af de mest rolige arabere. Jeanette og Olivia gik igennem træerne, og ud til folden og ind af hullet i folden. Den grå unghoppe vrinskede til Ofelia og Fighter da de kom ind på folden. ”Det tog lang tid! Jeg troede næsten, at I ikke fik fanget dem,” sagde Isabella. ”Det var også lige før vi ikke fik fanget Fighter,” svarede Jeanette. Så trak alle tre en hest hver, op til stalden. ”Der er vel ikke flere heste ude på folden, vel?” spurgte Olivia. ”Nej. Heldigvis ikke,” smilte Jeanette. Da de havde fået hestene i hver sin boks, hjalp Olivia og Isabella med at fodre hestene. ”Nå, piger, det er ved at blive mørkt. Skal I ikke snart hjem?” spurgte Jeanette. ”Øh.. jo, det skal vi vist” svarede Olivia.

De gik alle sammen ud til hegnet, hvor deres heste stod. ”Åh, hejsa Bastian!” sagde Isabella, og krammede Bastian. ”Undskyld vi var væk så længe,” sagde hun. Hun satte sig op i sadlen på Bastian, og Olivia kom hen og løsnede hovedtøjet fra hegnet. Så løsnede Olivia sin egen hest Silvers hovedtøj, og satte sig op på ham. Pigerne begyndte at skridte hen ad landevejen, på vej mod Olivias hus. Jeanette vinkede til dem, sagde farvel og tak for hjælpen. Mørket var ved at falde på, da en høj lyd hørtes i det fjerne. Den kom tættere, og tættere på. ”Rolig, Bastian!” sagde Isabella, og beroligede sin hest. Et skarpt lys lyste mod hestene. ”Av, det skærer i øjenene!” sagde Olivia, som red forrest. Lyden og lyset kom tættere og tættere på. ”En motorcykel!” sagde Olivia. Hun vidste, at Bastian ikke var trafiksikker. Bastian vrinskede skingert. ”Hjælp!” råbte Isabella, da Bastian stejlede, på grund af at motorcyklen farede forbi.

[Fortsættes]